Menu

U15 Piger Liga 1 - Jysk/Fynsk Mester 23/24

image
26. juni 2024 kl. 16:36

For VB's U15 Piger Liga 1 blev kronen på værket sat tirsdag, da DBU var forbi for at overrække pokal, medaljer og t-shirts til pigerne for deres Jysk/Fynske Mesterskab.

 

Det har været en sæson, der fra start var præget af mange nye spillere i truppen, men samtidig også en vilje til at ville lykkedes. Målet fra sæsonstart var en placering i top 3 i Liga 1, som vi måske godt vidste var optimistisk, men man sigter vel højt :-). Det startede heller ikke alt for godt, med seks nederlag i streg i efterårssæsonen, og en lidt flosset moral hos både pigerne og trænerne. Men der var nu alligevel nogle tegn der viste at der skete en positiv udvikling og at indsatsen på træningsbanen bar frugt, som blot ikke udfoldede sig 100% - endnu. Allerede i løbet af træningsturneringen i vintersæsonen vender kurven og pilen begynder at pege den anden vej. Spillet bliver bedre, sammenholdet bliver bedre og resultaterne begynder at komme... 

Så da det skal gælde, og forårsturneringen starter op får vi en rigtig god start med et par sejre, og moralen er høj, der er glæde blandt pigerne, og der er en fornemmelse for at vi går en stærk forårssæson i møde. Spillet bliver bare bedre og bedre, og specielt mod de bedste hold, som Team Odense Q, Silkeborg IF Q og VSK Aarhus, viser pigerne spil af meget høj klasse. Der er flere tætte og meget spændende kampe. Kampe hvor vi burde have vundet men sætter lidt dumme point til, men også kampe hvor vi får en sejr måske lidt ufortjent. Men sådan er fodbold, og vi samler de point der skal til. Vigtigst af alt er at pigerne udvikler sig, og truppen bliver en sammenspillet enhed, der præsterer på højt niveau.

 

Sæsonen skal kulminere på sidste spilledag, hvor vi skal møde Silkeborg IF Q på udebane. Vi har 25 point og Silkeborg IF Q har 22 point. Målscoren betyder at vi kan tåle at tabe 2-1 og stadig have bedre målscore end Silkeborg IF Q, så der er lagt op til en spændende kamp, der skulle afgøre, hvem af os der skulle ende med pokalen for det Jysk/Fynske Mesterskab. I anledning af at kampen var "finalen" fik vi lov til at spille kampen på Jysk Park, som er det stadion som Silkeborgs Superligahold spiller på. Et super fedt stadion, der gav pigerne og alle de medrejsende supportere en oplevelse de sent vil glemme. Desuden havde sponsorer sørget for at vi kunne køre sammen i bus til Silkeborg - stor tak til dem. Kampen starter fint og vi kommer foran 1-0, men desværre får Silkeborg IF Q udlignet til 1-1 kort før pausen. Lidt inden i 2. halvleg får Silkeborg IF Q igen scoret, og de har nu bragt sig foran 2-1, som betyder at vi ender med pokalen, mens Silkeborg IF Q skal score én gang mere for at de ender med pokalen. Så en sindssyg spændende afslutning på kampen, hvor nervøsiteten heldigvis var størst på trænerbænken, for pigerne kæmpede den hjem og kampen slutter 2-1 til Silkeborg IF Q - men lige nok til det Jysk/Fynske Mesterskab ender i Vejle Boldklub.

 

Stort tillykke til Vejle Boldklubs U15 Piger Liga 1 med mesterskabet, og tak for en spændende sæson der har budt på udvikling, store præstationer og spændende kampe. Tak til forældre m.v. for den altid store opbakning, også på udebane.

 

 

 

 

 

 

 

Luk