Menu

Oprykning en realitet for herre serie 2

image
28. november 2014 kl. 20:42
Klubbens herre serie 2 spillede, som tidligere annonceret, kamp i VB Parken lørdag kl. 16, hvor det sidste skridt i betræbelserne om, at sikre sig oprykning til serie 1 skulle sikres. Kravet var en sejr, men så let skulle det ikke være.

På en regntung bane 1 i VB Parken, som kun til tider tillod poleret fodbold, tørnede mandskaberne fra VB og Tørring/Ølholm sammen, i det som skulle være en lidt rodet affære.

Baneforholdene gjorde sit til at gøre betingelserne vanskelige for VB mandskabet, men man kunne også tydeligt se på spillerne, at der var en vis nervøsitet med i spillet, nu hvor det længe ventede mål lige pludselig var inden for rækkevidde. Tørring/Ølholm startede bedst og styrede begivenhederne i første halvleg, hvor de også mere eller mindre fortjent kom foran 1-0. Et bravt kæmpende VB mandskab fik dog inden halvleg ulignet til 1-1 ved Lars Jensen, på et flot mål fra kanten af feltet. 2. halvleg bød på chancer i begge ender af banen, men ingen af mandskaberne formåede at få bolden helt ind over stregen, så kampen endte retfærdigt 1-1.

Umiddelbart var dette ikke nok til, at sikre til oprykning, og skuffelsen stod plantet i ansigterne på VB spillerne umiddelbart efter slutfløjtet. Træner Allan Worsøe udtrykte stor tilfredshed med drengenes indsats, og henledte opmærksomheden til at man jo havde endnu en chance i næste weekends kamp mod Gaurslund.

Hvad Allan på dette tidspunkt ikke vidste var, at søndagens kamp mellem netop Gaurslund og VB's nærmeste forfølgere Nr. Bjært noget uventet endte 3-3. Dette resultat betød nu, at VB nu ikke længere kunne indhentes i tabellen.

På bestyrelsens vegne skal der lyde et kæmpe tillykke med det opnåede resultat. Et resultat, som ikke er kommet uden en ihærdig indsats fra både trænere og spillere, og som vi håber man vil kunne fortsætte efter vinterpausen.

Luk