Referater fra 2025
Møde den 4. Marts 2025 i VB Parken.
Knud Nørregaard glædede sig i sin velkomst over ejerskiftet i VB samt over den gode oplevelse ved seneste hjemmekamp mod Brøndby.
Under guitarledsagelse af Ole Bitsch kunne forsamlingen istemme Benny Andersens Barndommens land.
Efter morgenmaden kunne formanden så overgive ordet til dagens indlægsholder, Lars Bilde, søn af VB’s tidligere formand, mangeårige førsteholdsspiller og A-landsholdsspiller, Poul Bilde.
Lars Bilde fortæller og Hans Jørgen lytter.
Lars, årgang ’69, er familiefar, gift med Mette og har tre voksne børn. Han havde meget at takke VB for, betonede han og sendte en varm tanke i retning Erik Pedersen ”Smed”, som havde betydet meget for Lars i dennes fodboldungdom. Lars Bilde fik i øvrigt senere ansættelse i klubben med henblik på børsintroduktion og kapitalindsprøjtning, men stoppede dog relativt hurtigt igen.
Fodbolden fyldte meget i barndomshjemmet, hvor de tre børn skulle søge at leve op til faderens succes på fodboldbanen og også i erhvervslivet som chef for Idé Møbler i Skibet. Diskussionerne var mange i et hjem med et konservativt kønsrollemønster, og Lars måtte ofte agere mægler og diplomat.
Samtidig stillede børnene ofte sig selv spørgsmålet: ”Er jeg god nok?”
Lars opsummerede sine interesser i ordene vin, sport, musik og mennesker. Det, han især søger, er fællesskabet – fx omkring vinproduktion og samspil i et band.
Lars Bildes mantra er, at penge og profitjagt i dag fylder for meget i forhold til de menneskelige relationer.
Efter at have haft en ledende stilling i Idé Møbler Danmark og en senere lederstilling hos Isabella, mødte han med egne ord ”muren” i 2018. Han følte sig udbrændt og kvittede jobbet.
Han langede også kraftigt ud mod de digitale medier, som influerer hele vores liv. 8,3 år er børn blot i gennemsnit, når de får deres første smart phone. Vi er en generation af digitale narkomaner, mener Lars. Ligeledes kan nyhedsmedier være fyldt med fake news, og vi skal omgås dem med forsigtighed. Den digitale verden kan være stressfremkaldende, og de fleste sygdomme er i øvrigt stressrelaterede, mener Lars.
Der var ros til Henrik Tønder fra Lars og en flaske fra Knud til Lars.
Ledelse handler om at skabe tillid mellem mennesker, fastslog Lars Bilde og roste i den henseende VB’s Henrik Tønder – efter Lars’ mening Fodbold-Danmarks bedste direktør. Med ejerskiftet har vi fået en blanding af hjerte og fornuft, og det er modigt at sige, VB skal være noget for hele byen. Det er dog et langt sejt træk, men VB skal nok komme i mål, spår Bilde.
Han er nu ved Universal Transport, hvis stifter Brian Søgaard han beundrer, og hvis direktørstilling, Lars overtog i 2023. Målet for Universal Transport er nu i 2028 et Business center.
Der var flaske og bifald til Lars Bilde for et interessant foredrag.
Julian Barnett, nyt medlem, præsenterede sig selv.
Julian spillede i klubben fra 1983-1987 og var således med til at sikre DM i 1984. Julian er netop gået på Arne-pension efter 41 år hos DOFO, et job, som Ejgil Jensen skaffede ham, da han skulle tiltræde i klubben.
Fødselsdagsflasker var der til Morgens Pladsbjerg, 85, til Hans Werge, 80, og til Stig Pedersen, ligeledes 80.
Inden Ole Bitsch spillede op til klubsangen, meddelte formanden, at aprilmødet handler om demens, og til mødet er ægtefæller indbudt.
Referent: Ole Kristensen - foto: Thorben / Conny
Møde den 4. Februar 2025 i VB Parken.
Knud Nørregaard kunne på sit første møde som nyvalgt formand for seniorklubben byde velkommen til dagens 65 deltagere.
Formanden introducerede straks klubbens ”husorkester” – Ole Bitsch – der fremover så vidt muligt vil deltage i klubbens møder. På denne baggrund blev mødet indledt med fællessangen ”Jylland mellem tvende have”.
Efter morgenbuffeten bød Jan Faber velkommen til dagens indlægsholdere:
- Kim Andersen – sikkerhedschef på Vejle Stadion
- Steffen Jønsson – fodboldkontaktperson hos Sydøstjyllands Politi
- Kasper Reese – førnævntes wingman – Sydøstjyllands Politi
Kim Andersen kom til det gamle Vejle Stadion for 33 år siden. Han blev fuldtidsansat på det nye Vejle Stadion for 10 år siden som sikkerhedschef. Hans daglige arbejde består dog ikke blot i at varetage sikkerheden, men også i mange tilfælde med at servicere klubben og spillerne i 1.-holdstruppen, herunder især de udenlandske med f.eks. hjælp med visum.
En baneløber i Parken under en landskamp for år tilbage foranledigede DBU til at fokusere mere på uddannelse af kontrollører og sikkerhedspersonale. Selv har Kim Andersen sikkerhedsuddannelse på A og A+ niveau. Uddannelsen omfatter bl.a. også evakuering. Man er tillige i klubben opmærksomme på vigtigheden af uddannelse af sikkerhedspersonale, der omfatter personer i alderen 18 – 70 år. Klubberne i Divisionsforeningen kan som sanktionsmulighed udstede karantæne, der er gældende for det pågældende stadion, og pålægge afgifter til de personer, der optræder uefterretteligt. Vigtigst er imidlertid samarbejde med fanklubberne, hvor der er stor forståelse for indsatserne. Der er naturligvis stor opmærksomhed på udebaneafsnittene, men man skal håndtere, at der fra f.eks. Brøndby og AGF ofte kommer 500 udebanetilskuere, der har sikret sig billet på stadion udenfor udebaneafsnittet.
Udeholdene sender som regel deres eget sikkerhedspersonale med til udekampene, men disse optræder alene som ”spottere”, der kan udpege kendte ballademagere, og er som sådanne ikke en del af hjemmeholdets sikkerhedsberedskab. Endvidere skal sikkerhedspersonalet være opmærksomme på, at der kan være risiko for ”afregning” fra visse udeholds fans fra en tidligere kamp i landsdelen mod det aktuelle hjemmehold eller andre hold. Undertiden vil man opleve, at sikkerhedspersonalet ser gennem fingre med mindre episoder for at undgå yderligere eskalering. Den forestående 1. hjemmekamp mod Brøndby i forårssæsonen bekymrer ikke. Man er i god dialog med Brøndby. Evt. kommende lokalkampe mod hold i det sydjyske område kræver mere forberedelse. Sikkerhedspersonalet skal tale ordentligt til stadions gæster, og gæsterne skal tale ordentligt til sikkerhedspersonalet!!
Steffen Jønsson er som nævnt fordboldkontaktperson hos Sydøstjyllands Politi. Han fremhævede som det første den vigtige dialog med politi og fangrupper hos de udefra kommende hold. Det gælder således Brøndby ved 1. hjemmekamp i foråret og naturligvis VB. Man ser ikke de store udfordringer på Vejle Stadion p.t. Politiet har mulighed for at benytte sanktionsmidler som national karantæne, hvilket indebærer, at den karantæneramte har forbud mod overværelse typisk i 2 år af landskampe, Europacupkampe, superligakampe og divisionskampe. Der er p.t. udstedt 113 nationale karantæner, hvoraf 4 er foranlediget af Sydøstjyllands politi, men der er ingen karantæner til VB-tilhængere. Af de 113 karantæner stammer de fleste fra samme episode med voldelige optrin mellem samme fangrupper. National karantæne kan udstedes ved grovere tilfælde så som medbringelse af våben, pyroteknik eller stoffer. Sanktionen kan tages i brug alene på grundlag af sigtelse for forholdet. De karantæneramte er endvidere forbudt i forbindelse med kampe at opholde sig indenfor en bestemt geografisk radius fra stadion. De pågældende er imidlertid eksperter i at google sig frem til værtshuse, der ligger lige udenfor karantænezonen.
På spørgsmål til indlægsholderne om effekten af visitation af tilskuerne ved indgangene blev det forklaret, at kun fantasien sætter grænser for, hvor det er muligt på kroppen at gemme et romerlys eller kanonslag. Det er umuligt på et par timer at gennemføre effektiv visitation af 1.350 gæster. Alt i alt er det bedre at ignorere et par romerlys på tilskuerpladserne end risikere voldelige episoder med 50 andre tilhængere, der ikke når ind inden kampstart. Der er p.t. ikke kameraer på Vejle Stadion med henblik på ansigtsgenkendelse. Det er for usikkert, men er måske på vej i nærmeste fremtid.
For Kim Andersens vedkommende kan jobbet også have internationale opgaver. Han har været med U19-landsholdet i Albanien til en turnering, hvor Israel deltog. Desværre hører politik og sport stadig sammen.
De 3 repræsentanter for sikkerhedsforholdene blev takket for at gøre os alle klogere på, hvordan vi kan føle os trygge ved at gæste Vejle Stadion. De modtog bogen ”Mr. VB” og flasker.
Nyeste medlem, Kim Christensen, gav en kort præsentation af sig selv. Han er årgang 1959 og kom fra Gårslev til VB i 1975 som 2. års junior. Her var han med til at vinde Jysk Mesterskab og senere 2 gange på vinderhold i Talentturneringen med Vagn Damm og Ole Fritsen som trænere. Som senior spillede Kim på serie 4 og 5 hold.
Kim og Tommy
Der var 4 fødselarer siden sidste møde, men de 3 havde meldt afbud. Således var der flaske(r) til Tommy Hansen – 75 år i januar.
Mødet sluttede med afsyngelse af klubsangen.
Ref.: Hans Jørgen Lund - foto: Thorben og Conny
Møde den 7. Januar 2025 i VB Parken.
Kaj Kohave kunne for sidste gang i sin rolle som formand byde velkommen til årets første møde.
Han kunne melde om to nye medlemmer, Julian Barnett (ikke til stede) og Jens Egholm Jensen, der inden morgenmaden præsenterede sig selv.
Jens Egholm Jensen
Jens er født i Gødding og trådte sine barnefodboldstøvler i Vandel og Bredsten, inden Karsten Lund, der var lærer i Bredsten, opfordrede ham til at søge lykken i VB. Her spillede han i 1972 alle kampe for ynglinge A.
Sin seniortid tilbragte Jens i Firhøje.
Generalforsamling
Hans Jørgen Lund blev valgt som dirigent.
Kaj Kohave
I sin sidste formandsberetning kunne Kaj Kohave henvise til referaterne på hjemmesiden samt det nu hedengangne Årsskrift, hvor hele seniorklubbens historie kan følges.
2024 har været rigt på aktiviteter, og Kohave hæftede sig ved fejringen af Gl. Stadions 100 års jubilæum samt festligholdelsen af jubilæerne for ’74-sølvholdet og ’84-guldholdet.
Formanden kunne notere 17 nye tilgange til Seniorklubben, som med 96 medlemmer nu tegner sig for et rekordstort medlemstal.
To medlemmer, Ulrik le Fevre og Erling Rasmussen, gik bort i ’24.
Kohave kunne meddele, at han efter otte år på posten nu trak sig som formand.
Beretningen blev vedtaget med applaus.
Hans Jørgen Lund og Conny Laursen
Hans Jørgen Lund kunne nu fremlægge regnskabet, der var blevet fjerngodkendt af revisor Peter Fruergaard Hansen …
Hovedsagelig som følge af fejring af jubilæumsholdene udviste det et underskud på godt 6000,- kr., således at formuen nu er på godt 14.000, - kr.
Seniorklubben administrerer Mr. VB-fonden, som pt. andrager små 23.000, - kr.
Regnskabet samt en uændret kontingentsats på kr. 100,- blev vedtaget.
Bestyrelsen udvides fra tre til fem mand og suppleres ved Kohaves afgang med pokalhelten fra 1977, Knud Nørregaard, som ny formand samt Thorkild Knudsen og Jan Faber. Conny Laursen og Hans Jørgen Lund sidder stadig i best.
fra venstre Conny Laursen, Thorkild Knudsen, Knud Nørregaard (formand), Jan Faber og Hans Jørgen Lund.
Knud Nørregaard udgør sammen med Jan Faber, Tommy Poulsen og Knud Herbert Sørensen II aktivitetsudvalget, mens Gert Roland, Eluf Troelsen og Thorkild Knudsen sidder i arrangementsudvalget.
Peter Fruergaard Hansen genvalgtes som revisor.
Under eventuelt takkede Conny Laursen Kaj Kohave for de otte år på formandsposten. Kaj har 18 års frivilligt arbejde i VB bag sig og har siddet i såvel amatør- som elitebestyrelse. Kaj stod frem for nogen bag etableringen af VB Parken.
Kaj har kun spillet oldboys fodbold i VB, men har under navnet Kaj Hansen spillet divisionsfodbold for både OB og AGF.
VB trøje med Kohave og 8 år som formand
Der var selvfølgelig også VB-vin samt varm applaus til den afgående formand.
Dagens indlæg
Jan Faber kunne nu introducere dagens indlægsholder, analytiker Joachim Kvejborg, som pga. tekniske udfordringer måtte klare sig uden illustrationer og levende billeder på skærmen.
Joachim og Jan
Joachim, der nu er bosat i Aarhus, er 21 år og har selv spillet ungdomsfodbold i VB efter en tid i Engum og Bredballe IF.
Han har efter det aktive karrierestop været ass.træner på VB’s U13 og U14, og nu arbejder han som chefanalytiker for Superligaholdet sideløbende med analysejob hos DBU for U19 landsholdet. Joachim var også med A-landsholdet til EM i Tyskland som en del af analyseteamet. Han har nu virket 4½ år i VB.
Joachims arbejdsområder rummer flere opgaver.
- Kigge på kommende modstandere, deres styrker og svagheder.
- Holde øje med holdets egen struktur og spillestil i tæt samarbejde med trænerteamet.
- Analysere egne talenters udvikling ved hjælp af videoklip.
- Forberede gameplan til den kommende kamp.
- Evaluere den forløbne halvsæson sammen med trænerteamet.
- Optage træningspas med henblik på evaluering af træningen – alt med hensyntagen til næste modstander og egen spillestil.
- Møde med individuelle spillere med videostudier af den enkelte.
- Under kampene optage og være i dialog med Kielstrup, observere, om taktikken holder, vise udvalgte klip i pausen, evaluere efter opgøret.
- Scoutingstudier af potentielle nye spillere til klubben.
Joachim ser meget fodbold – op til 30 kampe om ugen – fra Superliga og andre landes ligaer for at følge fodboldens trends.
På spørgsmål fra salen bemærkede Joachim, at trænerskift ofte giver bedre performance og ny energi hos spillerne. Aktuelt er Mihai Teja også kommet med en lidt anden spilfilosofi, da han overtog fra Ivan Prelec.
Der var stor interesse fra de fremmødte medlemmer for dette indblik i en moderne fodboldverden, der er væsensforskellig fra den, man selv var aktiv i i sin tid.
Tommy Poulsen kunne nu aflægge rapport fra VB Museet.
Det har været et travlt ’24 med Stadion-jubilæet, med Allan Simonsen-udstillingen på Stadsarkivet og med diverse rundvisninger.
I 2025 er der flere nye tiltag i vente på hjemmesiden (Facebook) med interviews med store profiler og gamle optagelser. Der kommer også besøg fra det nye Gandil-selskab, hvis formål det er at ”indsamle, dokumentere og formidle dansk og international fodbold på et videnskabeligt og historisk grundlag.”
Også Tommy Poulsen kunne på Museets vegne takke Kaj Kohave for hans store arbejde.
Der var fødselsdagsflaske til Christian Schmidt, 80.
Med klubsangen kunne forsamlingen nu afslutte dette årets første møde.
Referent: Ole Kristensen - Foto: Thorben / Conny