Menu

U12 drengene vandt IberCup Scandinavia

Peter Lund
06. august 2016 kl. 11:00

Vejle Boldklub har fra mandag til fredag haft alle hold fra U11-U15 afsted til det store internationale stævne, IberCup, som for første gang skulle finde sted i Skandinavien - i Esbjerg. For mange af holdene var det sæsonens første aktivitet og det var derfor meget forskellige resultater der kom ud af turneringen.

Den mest positive oplevelse fik U12'erne, der efter hårde kampe i både semifinalen og finalen gik ubesejret igennem hele turneringen. I finalen mødte de AGF. De to hold havde mødtes i turneringens første kamp. hvor Vejle vandt 4-2. Det var dog AGF, der kom foran 2-0 i løbet af første halvleg. Et mål før pausen til VB gjorde dog, at drengene havde stor tro på, at de ville lykkes med at slå århusianerne igen. Et mål efter hjørnespark fik også VB op på 2-2, og da ingen af holdene derefter kunne lave flere mål endte kampen i straffesparkskonkurrence. Efter en hård målmandsduel kunne VB-drengene juble med alle de fremmødte VB'ere, der var med til at skabe en god stemning omkring banen.
Finalekampen kan ses HER

U14 drengene var skuffede over ikke at komme i A-slutspillet, men beviste dog at de hørte til der, da de vandt finalen i B-slutspillet over Haderslev med 3-1.

De yngste deltagere fra VB viste et særdeles højt teknisk niveau, som alle de resterende trænere var enige i havde fortjent mere end en kvartfinaleplads. Holdet kan dog trøste sig ved, at deres overmænd, Bristol Inner City, endte med at gå hele vejen, da de var på et fysisk meget højere niveau.
Drengene viste meget flot spil og særligt onsdagskampene vil blive husket. Først med en 5-1 sejr over Pro Touch Academy fra London og derefter en uhørt intens kamp mod portugisiske Belenenses, som endte 2-2.

U13 drengene havde det anderledes hårdere, da de måtte se sig slået ud i kvartfinalen i B-slutspillet.

De ældste VB'ere på U15 holdet kunne lige præcis gå i A-slutspillet efter et flot comeback fra 0-2 til 3-2 mod Silkeborg IF i den afgørende puljekamp. De måtte dog forlade turneringen allerede i den næste kamp, da de tabte i straffesparkskonkurrencen mod japanske Kyoto-Shi.


Trods de blandede resultater fik VB vist, at de kan blande sig med toppen. Derudover fik turneringen skabt et stærkt bånd trænere og spillere imellem helt fra de yngste til de ældste hold.

Luk